Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
november 2000
Holder biblioteksloven?
Allerede et halvt år efter vedtagelsen af den nye bibliotekslov, konkluderer Danmarks Biblioteksforening at loven undermineres af kommunerne. Kulturpolitikere sætter spørgsmålstegn ved den frie kommunale budgetlægning
CulturCommentar:
Glæden over den nye bibliotekslov varede kort. En spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening viser, at kommunerne ikke bruger de tiltænkte bloktilskudsstigninger til bibliotekerne til dette formål. Nogle kommuner vælger endda at skære i bibliotekernes budgetter, selv om det skulle gå den modsatte vej.
Problemstillingen er mildest talt set før. For eksempel med regeringens hensigtserklæringer og ekstra bloktilskud på sygehus- og daginstitutionsområderne. Også disse gange har folketingets sundheds- og socialordførere truet den kommunale selvbestemmelse. Og intet kommer der ud af disse trusler. Jo, folketingspolitikere får vist hvor magtesløse de er og får fortalt befolkningen at det er de andres skyld.
En tendens, men ikke endeligt resultat
Spørgeskemaundersøgelsen fra Danmarks Biblioteksforening viser en klart negativ tendens for bibliotekerne i forhold til forventningerne. Men undersøgelsen skal tages med et vist forbehold - det er udtryk for bibliotekernes svar, ikke nødvendigvis på de kommunale budgetøkonomers indtryk af virkeligheden. Og det er svar på et tidspunkt, hvor loven ikke for alvor er trængt ind på den kommunalpolitiske arena. Undersøgelsen har jo netop til hensigt at sætte fokus på biblioteksfeltet i kommende budgetdebatter i kommunerne. Loven skal implementeres over en fireårig periode - ikke kun et halvt år.
Resultatet af undersøgelsen er først og fremmest udtryk for, at folketinget biblioteksideologisk er foran kommunerne. I lovgivningen er det i højere grad en teoretisk diskussion om, hvordan man finansierer en ny lov - man har jo skatterne at falde tilbage på. I kommunerne er det en mere hård prioritering, hvor bibliotekerne er i direkte konkurrence med for eksempel daginstitutioner og skoler. Og selv om visionerne i biblioteksloven kan virke indlysende for mange, så er den konkrete diskussion på bibliotekerne fortsat, at der ikke er råd til de bøger, der burde være råd til. De nuværende brugere er ikke tilfredse. Og det er svært at lægge en politik for fremtidige brugere.
Hvis der ikke afsættes penge nok til at give den nye bibliotekslov gode rammer, så er der naturligvis et ansvar for kommunalpolitikerne. Men der er også et ansvar for de folketingspolitikere, som efter loven burde have rejst landet tyndt for at fortælle om visionerne, for Danmarks Biblioteksforening som interesseorgansiation og for de lokale biblioteksengagerede - som åbenbart ikke har været i stand til at trænge igennem med ønsket om øget prioritering af bibliotekerne.
Refusion til debat
Hver gang denne diskussion om kommunernes bloktilskud opstår, kommer forslag om at genindføre nogle af de refusionsprincipper der tidligere var på biblioteksområdet. Dette vil dels være at opgive den lokale kulturpolitiske debat - men også selvmorderisk i forhold til de styringsinstrumenter Staten anvender i forhold til kommunerne. Bibliotekerne er vigtige - men de får ikke Staten til at ændre på de økonomiske styringsredskaber.
Skulle man alligevel foreslå Staten en mulighed for at sætte større tempo på biblioteksudviklingen, så kunne det være at etablere gratisordninger for kommunerne. Med den nye teknologi vil kommunerne hyppigt få betalingsvanskeligheder. Eksempelvis vil der i løbet af få år blive behov for omfattende landslicenser på elektroniske materialer. Når bøger kan downloades, når aviser kan downloades og når musikken kan hentes via bibliotekernes netsites. Hvordan sikrer vi så en ordentlig betaling?
Et aktuelt eksempel kan illustrere dette: det statslige pladeselskab dacapo er økonomisk trængt. De fleste musikbiblioteker køber i forvejen flittigt ind hos dacapo. Hvis Staten besluttede at dacapos musiksamling skulle gøres tilgængelig på nettet gratis, så ville langt flere mennesker kunne få glæde af denne del af den nationale musikarv. De små musikbiblioteker ville have tilgang til gratis kvalitetsmusik, som kunne være starten til den lokale musikformidling. Og entusiaster i udlandet kunne hente disse eksportartikler - og få glæde af det. Uden at det førte til konkurs for det statslige pladeselskab.
Etablerede Staten tilsvarende landslicens-modeller for andre materialer, så sikrede man en kvalitativ base for alle biblioteker - også for de allermindste som vil få rigtigt svært ved at følge med de kommende års stigende investeringskrav.
